Vinxpert – Druer – Gewürztraminer

Gewürztraminer

På tysk betyder “Gewürz” krydderi, og det stemmer godt overens med vine på Gewürztraminer. De adskiller sig nemlig fra mange andre hvidvine ved en udtalt krydret og parfumeret aroma. Lidt i samme stil som Pinot Gris, men Gewürztraminer er endnu mere markant i sit udtryk. Et udtryk, som gør Gewürztraminer super interessant til mad. Læs meget mere om druen her på siden.

Hvad kendetegner Gewürztraminer druen?

Det er uklart, hvor druen stammer fra. Nogle mener, at Gewürztraminer oprindeligt kommer fra Tyskland, mens andre mener, at druen stammer Alsace i Frankrig. Den måske mest udbredte opfattelse er dog, at druens navn og hjemsted kommer af den italienske by, Tramin, i Alto Adige-regionen. 

Gewürztraminer er nært beslægtet med en anden drue, Traminer, som er bedre kendt som Sauvignon Blanc. Gewürztraminer trives dog i køligere klimaer end sin slægtning, og druen er generelt en delikat størrelse at dyrke.

Hvis du kun lige er begyndt at drikke vin, er Gewürztraminer et godt sted at starte. Ofte er det nemlig søde vine, som falder i de fleste begynderes smag. Derudover er den en gave i blindsmagninger, hvor den virkelig skiller sig ud fra mængden via sin kraftige aroma og tydelige smagsprofil.

Hvor findes Gewürztraminer druen?

Sammenligner du Gewürztraminer med de fleste andre druesorter, dyrkes den ikke i særligt store mængder. Gewürztraminer har brug for et relativt køligt klima, og i dag er Alsace i Frankrig den førende producent af druen.  

Betydelige plantager findes også i Italien, Tyskland, Østrig og Ungarn, mens eksempler på Gewürztraminer fra New World landene er mere sjældne. Kun i New Zealand samt i Clare Valley i Australien og i køligere dele af Californien, USA, er klimaet køligt nok til, at denne hurtigt modnende drue kan udvikle sine berømte primære aromaer af litchi og rosenblade fuldt ud.

Hvordan smager Gewürztraminer?

Gewürztraminer har en sød og blomstret profil. I næsen finder du en duft af roser, og du kan også opleve sekundære aromaer af røg og nellike. I smagen finder du grapefrugt, litchi og abrikos. Som en sjældenhed blandt hvidvine kan en Gewürztraminer gemmes i op til 20 år, og med tiden kan vinen udvikle noter af ananas og tropisk frugt.

Vinene har typisk et lavt indhold af tanniner og et højt alkoholindhold. Druens lyserøde skind giver Gewürztraminer en flot, gylden farve. Med sit blomsteragtige og parfumerede udtryk er det ofte vine, der skiller vandene. Enten elsker man dem, eller også finder man deres udtryk for dominerende.

Gewürztraminer ligger i stil et pænt stykke fra Riesling. Så selvom de to tyskklingende navne måske leder tankerne hen på to beslægtede vine, er det ikke her, du skal forvente ligheder. Er du nysgerrig på et alternativ til Gewürztraminer, ligger vine på Muscat-druerne noget tættere på i kraft af sin blomsteragtige aroma. 

Hvilken mad passer Gewürztraminer til?

Gewürztraminer er en ægte madvin. Med sin kraftige aroma og fylde er den et fantastisk match til mad fra blandt andet mellemøstlige og marokkanske køkkener. Den vil også være ideel til thaimad og retter med ingefær.

Din annonce her?

Er du forhandler af vin, kan du annoncere på Vinxpert.dk. Kontakt os for nærmere info.

Gewürztraminer FAQ

Gewürztraminer betyder “krydret fra Tramin” på tysk. Netop den krydrede stil er, hvad druen er kendt for, og du kan i det hele taget forvente en krydret og parfumeret hvidvin, som skiller sig ud.

Det er usikkert, hvorvidt Gewürztraminer stammer fra Tyskland eller Alsace i Frankrig. Druen menes at kunne dateres tilbage til det 16. århundrede.

Nej, der er stor forskel på Gewürztraminer og Riesling vine. Gewürztraminer har en mere rund og blød tekstur, mens Riesling derimod er let og sprød. Begge druer er meget aromatiske, men hvor Gewürztraminer har blomsteragtige noter af rosenblade og en duft af tropisk frugt, er Rieslings aroma kendetegnet ved dufte af jasmin, citrusfrugter og i nogle tilfælde benzin.