Vinxpert – Druer – Sangiovese

Sangiovese

Sangiovese dyrkes primært i det centrale Italien, hvor den ikke mindst er kendt fra vinmarkerne i Toscana. Druen har tidligere haft et blakket ry for at producere mere kvantitet end kvalitet, men i takt med at teknikkerne til vinfremstilling er blevet forbedret, er Sangiovese vinenes output også blevet det. I dag fungerer druen både i blandinger og som enkeltsmarksvin, hvor mange vinelskere har stiftet bekendtskab med de berømte Brunello og Chianti-vine, som Sangiovese står bag. Læs alt om den populære drue her på siden.

Hvad kendetegner Sangiovese druen?

Denne blå drue er den mest plantede i Italien. Sangiovese er rimelig tilpasningsdygtig til forskellige jordbunde, men den trives generelt bedst i kalk- eller lerholdige jorde blandt andet kendt fra Chianti Classico-regionen. Afhængig af hvor druen omtales, går Sangiovese også synonymerne Brunello, Morellino, Nielloccio og Prugnolo.

Sangiovese har et tyndt skind, som gør den udsat for råd i især de regnfulde perioder. Druens modningssæson er relativt lang, og den kræver en vis mængde sol for at modnes tilstrækkeligt og for at kunne udvikle en potent struktur. I køligere klimaer risikerer vinbønderne, at høsten giver druer med et højt syreindhold og hårde tanniner. 

Rødvine baseret på Sangiovese kan lagres i mange år, men de fleste drikkes relativt unge 2-4 år efter høst. Undtagelser er de store Super-toscanere, som i visse store årgange kan lagres i helt op til 20 år.

Hvor findes Sangiovese druen?

Italien er Sangiovese-druens største producent. Den er kendt for levere et højt høstudbytte, men den er samtidig svær at arbejde med; Hvis den ikke behandles efter fortjeneste, resulterer den i kedelig bulkvin. Det har resulteret i, at Sangiovese har haft et plettet ry, men i takt med at vinbønderne har forbedret deres produktionsmetoder, er kvaliteten steget. Sangiovese er dermed en druesort, der kan producere lidt af hvert – lige fra en prisvenlig hverdagsvin til de helt store Super Toscanere. Resultatet afhænger i høj grad af producenten og regionen.  

Sangiovese – Toscanas stolthed

Sangiovese trives ikke mindst i Toscana, hvor jordbunden er kalkholdig og rig på mineraler. De milde vinde fra havet hjælper med at mildne varmen fra de toscanske somre, hvilket munder ud i druer med et højt indhold af sukker og polyfenoler, som resulterer i en intens vin. Fra Toscana brillerer Sangiovese i nogle af de største DOCG vine som Brunello di Montalcino, Chianti Classico og Vino Nobile di Montepulciano.

Uden for Italiens grænser dyrkes druen på Korsika, ligesom den også vokser i Argentina, Californien og i Australien.

Hvordan smager Sangiovese?

Sammenlignet med mange andre rødvinsdruer er Sangiovese krydret og jordagtig. Druens dyrkningsområde og producent afspejles dog tydeligt i vinens smagsprofil. Toscansk Sangiovese har typisk en smag af kirsebær og violer, mens Sangiovese fra Den Nye Verdens varmere klima i Californien har en tendens til at blive mere krydret i stil med Zinfandel. I de lagrede udgaver af Sangiovese kan vinen opnå en mere blommeagtig smag samt krydrede tertiære aromaer af røg, kaffe og læder.  

Hvilken mad passer Sangiovese til?

Sangioveses høje syreindhold og krydrede noter gør til en attraktiv partner for mad. At parre den italienske vin med italienske, tomat-baserede pizza- og pasta-saucer er perfekte matches. Krydrede retter med basilikum og timian, ligesom stegte og røgede retter vil være ekstra velegnede til en fadlagret Sangioveses krydrede noter. Indgår Sangiovese i blends med andre druer som Syrah, Cabernet Sauvignon eller Merlot vil vinens større fylde gå godt til tungere kødretter.

Din annonce her?

Er du forhandler af vin, kan du annoncere på Vinxpert.dk. Kontakt os for nærmere info.

Sangiovese FAQ

De mest berømte rødvine fremstillet på Sangiovese-druen er de italienske vine fra Brunello di Montalcino og Chianti.

Sangiovese-druen er en krydsning mellem Ciliegiolo og Calabrese Montenuovo.

Toscana er særligt kendt for at producere store vine på Sangiovese. Det er herfra, at de eftertragtede Chianti og Brunello rødvine kommer.