Vinxpert – Vinlande – Argentina

Argentina

Argentina er blandt de mest vinproducerende lande i verden. Mest kendt fra Argentina er de anmelderroste Malbec vine, men i kraft af sin forskelligartede geografi med både Andesbjergene, dale, ørken og regnskov producerer Argentinas vinregioner meget forskellige vine i både stil og smag. Det smukke, sydamerikanske land er således meget mere end Malbec, og det kan varmt anbefales at udforske diversiteten i vinene fra de mange argentinske vinregioner. Bliv klogere på vinlandet Argentina her på siden.

Hvad kendetegner Argentina som vinland?

Argentina er et vinland på vej frem. Frem til 1990’erne var der ikke den store internationale opmærksomhed omkring argentinsk vin, og den blev overvejende drukket af lokalbefolkningen. Men som følge af landets økonomiske krise i 90’erne faldt vinsalget, og vinbønderne var nødsaget til at kigge efter nye markeder at afsætte deres varer på. En markant forbedring af vinens kvalitet var en nødvendighed for at kunne konkurrere uden for landets grænser. Denne kvalitetsforbedring lykkedes, og da udenlandske investorer samtidig så et potentiale i de argentinske vinmarker, blev det startskuddet på en positiv vending for argentinsk vin, som stadig er i gang. I 2024 indtog Argentina 5. pladsen over de mest vinproducerende nationer. 

Klima og geografi

Det argentinske klima er generelt stabilt solrigt med høj varme og ikke ret meget regn. Udfordringen bliver dermed at undgå overmodne druer og følgelig for søde og flade vine. Som følge heraf ligger mange argentinske vingårde placeret ved foden af Andesbjergene, hvor klimaet er solrigt, men med lave nattetemperaturer. Vinbønderne i disse områder kunstvander deres marker med smeltevand fra sneen på Andesbjergene, og disse unikke forhold kombineret med højderne giver de argentinske vinbønder mulighed for blandt andet at producere de dybe og kraftige Malbec rødvine med højt syreindhold, som landet er så berømt for.

Vinlandene Chile og Argentina adskilles af de kæmpemæssige Andesbjerge.
Andesbjergene på grænsen mellem Argentina og Chile.

Hvilke vine er Argentina særligt kendt for?

Malbec er den vigtigste druesort i Argentina. Den er oprindeligt fra Frankrig, men blev i midten af 1800-tallet bragt til Argentina, hvor den blev plantet i Mendoza-regionen, som i dag er flagskibet i argentinsk vinproduktion. Grundet de forskelligartede klimatiske og geografiske forhold både mellem Frankrig og Argentina, men også internt i Argentina, er det værd at holde sig for øje, at man ikke “bare” drikker en Malbec. Stilen er i høj grad påvirket af terroir. 

En fransk Malbec er typisk krydret og syrlig med faste tanniner og noter af blomme og brombær. En argentinsk Malbec fra Mendoza er mere rig på frugt og blommer og har en fløjsblød tekstur.  

Hvilke druer dyrkes i Argentina?

De varierede geografiske forhold sammenholdt med de udenlandske investeringer i argentinske vinmarker har dog også åbnet op for et væld af andre stile og smage. Samtidig har man i Argentina en noget mere lempelig lovgivning for vinproduktion, end hvad man for eksempel kender det fra store europæiske vinlande som Frankrig, Italien og Spanien. Det har givet vinbønderne en større frihed til at eksperimentere med blends på bestemte druer og i bestemte regioner med et givent terroir. Disse forhold har alle bidraget til, at der i Argentina fremstilles yderst forskelligartede og spændende rødvine på druer som Cabernet Sauvignon, Bonarda, Tempranillo, Pinot Noir, Corvina og Cabernet Franc. 

Argentinsk hvidvin

Selvom det nok er kraftige rødvine, som er fantastiske til en god bøf, de fleste forbinder med argentinsk vin, bør du også gøre dig selv den tjeneste at udforske hvidvine fra Argentina. Der produceres nemlig nogle interessante hvidvine på Chardonnay med en dejligt cremet tekstur rig på frugt- og nøddeagtige smage. Derudover er det også værd at prøve hvidvine på den lokale Torrentés-drue, som typisk er aromatiske og tørre i stilen på trods af en sød næse.    

Hvilke vinregioner findes i Argentina?

Mendoza er med afstand den vigtigste vinregion i Argentina. Omtrent 3 ud af 4 argentinske vinmarker er placeret i området, hvor fokus er på rødvin. Mendoza er en kæmpe vinregion, og det er fra underregioner beliggende højt over havets overflade som Maipú, Luján de Cuyo and Uco Valley, at nogle af de bedste argentinske Malbec-rødvine kommer fra.

Unikke dyrkningsforhold i Mendoza

Regionen er ikke bare et epicenter for vinproduktion i Argentina og Sydamerika, men faktisk på et globalt plan. Nogle af de højeste toppe i Andesbjergene ligger i Mendoza-regionen, og de afskærmer vinmarkerne fra de fugtige vinde fra Stillehavet. Netop forholdene omkring Andesbjergene og Stillehavet giver ekstraordinære betingelser, som et andet sydamerikansk vinland, Chile, i øvrigt også nyder godt af. Sammen med højderne, jordbunden og snesmeltningen fra Andesbjergene giver det unikke betingelser for dyrkning af vinstokkene, som endda kombineres med en forbedret adgang til den nyeste teknologi inden for vinfremstilling. Læg dertil, at vinbønderne er dybt seriøse omkring deres håndværk og samtidig er blevet hjulpet på vej af en af verdens førende vinmagere i form af Michel Rolland, ja så er det ikke overraskende, at nogle af verdens bedste rødvine kommer fra Mendoza regionen. 

Din annonce her?

Er du forhandler af vin, kan du annoncere på Vinxpert.dk. Kontakt os for nærmere info.

Argentina FAQ

Argentina har følgende vinregioner:

  • Buenos Aires
  • Catamarca
  • Chubut
  • Jujuy
  • La Pampa
  • La Rioja
  • Mendoza
  • Neuquen
  • Rio Negro
  • Salta
  • San Juan
  • Tucuman

I Argentina er druerne Malbec, Cereza, Bonarda, Cabernet Sauvignon og Syrah de mest populære til fremstilling af vin. Derudover laves der også glimrende hvidvine på Chardonnay.

Malbec er Argentinas mest berømte druesort.

Malbec fra Mendoza-regionen er de mest profilerede argentinske vine.

Relaterede artikler

Guide: Den Nye og Den Gamle Verden

Få overblikket over, hvad der gemmer sig bag Den Nye Verden og Den Gamle Verden. Se hvilke lande der hører til i hvilken kategori og lær om forskellene.

Verdens 10 dyreste vine

Vidste du, at verdens dyreste vin er en champagne med kryptokunst inkluderet i prisen på 2,5 millioner dollars? Se top 10 listen over verdens dyreste vine solgt på auktion samt 3 yderligere gigantiske salg til private investorer. Og ja, Chateau Petrus er selvfølgelig med på listen.