Vinxpert – Vinlande – Portugal

Portugal

Portvin og madeira. Hedvine som i den grad har sat Portugal på verdenskortet . Landet har dog meget mere at byde end de verdensberømte, forstærkede vine. Der produceres nemlig vin i alle stilarter på mere end 250 lokale druesorter – langt de fleste er ukendt territorium uden for landets grænser. Der er med andre ord rigeligt med spændende vin at udforske i Portugal, hvis produktion er fordelt på nogle få store og en lang række små producenter. Landets historie for fremstilling af vin er både lang og traditionsrig, og på visse vingårde kan du stadig opleve, at man træder druerne med de bare fødder. Nye og moderne produktionsmetoder er dog også taget i brug, og i dag er Portugal verdens 10. største vinland målt på kvantum.

Hvad kendetegner Portugal som vinland?

Portugal er kendetegnet ved, at man har holdt vinproduktionen relativt isoleret fra andre landes indflydelse. Hvor nationer som Australien og Chile har bygget deres vinindustri op omkring franske druer, har de portugisiske vinbønder fokuseret på egne druetyper. Det har resulteret i, at landet på Den Iberiske Halvø i dag fremstiller vin ud fra en skattekiste af lokale druesorter, som ikke er særligt kendte uden for landets grænser. Læg dertil at man i de senere år har indført moderne udstyr og avancerede fremstillingsteknikker. Så har du en vildt spændende kombination af traditionsrige, lokale druer og de nyeste produktionsmetoder. Tilsammen skaber det grobunden for unikke vine, som ikke er så kendte, men som til gengæld giver super smæk for skillingen. Kort sagt; Er du frisk på at udforske sjældne druetyper og vin med unikke karakteristika, er Portugal dit go-to vinland.

Klima og geografi

Portugal er placeret i det sydvestlige hjørne af Den Iberiske Halvø. Det portugisiske fastland (uden øerne Madeira og Azorerne) er 218 km bredt og 561 km langt. Mod øst ligger nabolandet Spanien, mens man mod syd og vest har en lang kystlinje ud mod Atlanterhavet. Den maritime indflydelse er en væsentlig faktor i at moderere klimaet, som er tempereret om vinteren og varmt om sommeren. Landskabet byder på varieret terræn i form af både store bjergkæder, bølgende bakker og floddale, som sammen med de klimatiske forhold og Atlanterhavets påvirkning skaber et unikt terroir for vindyrkning.

Der ligger vinmarker i alle dele af landet, men det er mod nord, at tingene for alvor sker. Her finder du nemlig landets mest kendte vinregioner i form af Douro-dalen, Dao og Minho. Klimaet her er ikke nær så varmt som i den sydlige del af landet, så er du til vin med frisk syre eller stor kompleksitet, er det nordlige Portugal ideelt. Tager du på vinrejser for at opleve markerne og producenterne på tætteste hold, er det i øvrigt også i den nordlige del af Portugal, du skal hen. Nogle af verdens smukkest beliggende vinmarker finder du i Portugal. Derudover er Portugal verdens største producent af korkpropper til vinflasker. Især i den sydlige del af landet dyrkes korkegen i store skove, hvor lokalbefolkningen er specialister i at høste barken fra træerne, som bruges til vinpropper.

Hvilke vine er Portugal særligt kendt for?

Portugal har en lang tradition for fremstilling af vin, som går helt tilbage til romertiden. For den nysgerrige vinelsker ligger her en lang række vine gemt, som er gået under den internationale radar. Mangfoldigheden er stor, men er du til de sikre vindere som Tempranillo, Syrah og Cabernet Sauvignon, producerer vinbønderne i Portugal virkelig spændende vine på disse druer. Er du nysgerrig på noget mere originalt, skal du prøve de friske, let perlende Vinho Verde-vine, som især i de hvide udgaver har skabt sig et navn internationalt. Mest kendt er man dog for sine hedvine i form af portvin og madeira, som har gjort Portugal til et vinland, der er umuligt at komme udenom.

Portvin – Den berømte hedvin fra Douro-dalen

Den vintype, som Portugal er mest berømt for, er uden tvivl portvin. Den portugisiske hedvin stammer fra Douro-dalen, som i 1756 blev verdens første geografisk afgrænsede DOC-område. Portvin udgør i dag næsten halvdelen af Portugals samlede eksport af vin. Den mest udbredte version er den søde, røde hedvin, som ofte nydes til desserten. Smagen er domineret af mørke bær som solbær og blåbær samt tydelige noter af kanel og chokolade. Den karakteristiske sødme i portvin skyldes, at gæringsprocessen stoppes, når portvinen når en alkoholprocent på 5-7. Her tilsættes druesprit, ofte brandy på 70-80%, for at stoppe gæringsprocessen, så en del af druernes naturlige sukker bevares. Den færdige portvin ligger på 19-20 procent alkohol og yder sit bedste ved en serveringstemperatur i omegnen af 16 °C.

Portugisisk portvin findes i forskellige udgaver og er blandt de bedste i verden.
Portugal er verdensberømt for sin portvin, som fremstilles i forskellige varianter.

Hvilke typer portvin findes der?

Portvin er ikke bare portvin. Den findes i mange forskellige udgaver og stilarter. Faktorer som fremstillingsmetode, druesorter og lagring afgør det færdige resultat. De mest almindelige typer portvin er:

  • Rød portvin
  • Rosé portvin
  • Hvid portvin
  • Tawny portvin
  • Vintage portvin

Hvilke druer bruges til portvin?

Fremstillingen af rød- og roséportvin er baseret på følgende 5 hoveddruer:

  • Touriga Nacional
  • Touriga Franca
  • Tinta Roriz (Tempranillo)
  • Tinta Barroca
  • Tinto Cão

Vinen kan være fremstillet som enkeltdruevin eller som blends af flere sorter.

Druer til hvid portvin:

  • Cerceal
  • Codega
  • Donzelinho Branco
  • Gouveio
  • Malvasia Fina
  • Rabigato
  • Viosinho

Madeira – den ældgamle dessertvin

Madeira er en anden af Portugals mest populære vine. Det er en traditionsrig hedvin, som kan spores helt tilbage til det 15. århundrede. Selve navnet har Madeira fået af øen af samme navn, som ligger i Atlanterhavet ud for Portugals kyst. Øen er ikke meget større end Bornholm, men traditionen og historien for vindyrkning er lang. I 1600- og 1700-tallet var Madeira en vigtig mellemstation for skibe rejsende til England fra det amerikanske kontinent eller Ostindien. Her gjorde man stop på øen blandt andet for at proviantere Madeira-vin, som man fragtede i kasser på skibet. Under sejladsen blev vinen skiftevis nedkølet og opvarmet. Skipperne bemærkede, at det havde en positiv effekt på smag og kvalitet, og man døbte denne lagring på havet for “Vinho da Roda”.

Den portugisiske Bual er en af de mest populære Madeira vine.
Bual er blandt de mest populære Madeira-vine.

Hvordan smager madeira?

Stilen af Madeira går lige fra halvtør til sød afhængig af druesort, lagring og fremstillingsmetode. Vinen har en karakteristisk smag og aroma af ristede nødder, karamel, appelsinskal og fersken. Den unikke smag skyldes blandt andet, at vinen udsættes for gentagen opvarmning og nedkøling under aldringsprocessen. Noget som nærmest alle vinproducenter ønsker at undgå. Desuden bliver Madeira også iltet. Succesen ved denne metode kommer af, at druerne høstes væsentligt tidligere end ved andre vintyper. Derved har druerne et langt højere syreindhold, som medfører, at Madeira kan lagres i mere end 100 år.

Hvornår drikker man madeira?

Herhjemme er mange Madeira-fans tilhængere af de søde udgaver, som er den perfekte dessertvin til højtiderne. Madeiras sødme er en sublim partner til desserten juleaften, men den kan også sagtens nydes alene. Alternativt gør den sig fremragende som kølig aperitif inden middagen.

De billigere udgaver egner sig godt til madlavning. Den rige og søde smag gør Madeira velegnet til eksempelvis reduktion af saucer eller som smagsforstærker til retter med svampe eller grøntsager.

Hvilken madeira er bedst?

Madeira fremstilles både som blends og som varietalvin. Mange af de billige udgaver er blandingsvine, men der findes også gode blends. Nogle af de bedste flasker er dog hovedsageligt baseret på en enkelt drue, som vinen meget passende også er opkaldt efter. De bedste Madeira-vine er:

  • Sercial (Tør)
  • Verdelho (Halvtør)
  • Boal (Halvsød)
  • Malvasia (Sød)
  • Tinta Negra

Hvilke druer dyrkes i Portugal?

Som vinland er Portugal et triumvirat af druer, som ikke er særligt kendt uden for landets grænser. Mere end 250 lokale sorter er i spil, så vil du prøve noget ny drue, er landet på Den Iberiske Halvø din ven. Derfor skal du heller ikke lade dig afskrække, hvis du ikke kender druerne på etiketten af flasken. Det kan nemlig sagtens være god vin. Netop de mange ukendte druesorter og den unikhed, de medfører, har gjort Portugal til et af de mest trendende vinlande i 2026. Nedenfor følger en liste over de mest spændende portugisiske vindruer.

Blå druer i Portugal

  • Aragones
  • Bastardo
  • Tempranillo (Tinta Roriz)
  • Castelao
  • Pinot Noir 
  • Touriga Franca
  • Touriga Nacional
  • Trincadeira
  • Tinta Barroca
  • Tinta Cao 
  • Tinta Negra
  • Rufete
  • Vinhão 
  • Cabernet Sauvignon 
  • Syrah

Grønne druer i Portugal

  • Alvarinho 
  • Arinto De Bucelas
  • Encruzado
  • Fernao Pires
  • Loureiro
  • Malvasia
  • Moscatel
  • Rabigato
  • Riesling 
  • Sauvignon Blanc 
  • Sercial
  • Siria
  • Verdelho

Hvilke vinregioner findes i Portugal?

Portugal er inddelt i 12 vinregioner. Der dyrkes vinmarker lige fra Algarve i syd op gennem den centrale del af landet med Lissabon i vest og helt op mod nord, hvor de mest berømte vindistrikter stråler med Douro og Minho i spidsen. Vi har i det hele taget at gøre med et særdeles vinelskende land, som understreges af, den portugisiske befolkning i 2024 var det folkefærd i verden, der drak mest vin pr. indbygger. At den portugisiske vinkultur trives blev yderligere understreget af, at man som et af meget få lande faktisk øgede sit indtag af vin fra 2024 til 2025. Portugals 12 vinområder er:

  • Alentejo
  • Algarve
  • Beira Atlantico
  • Beira Interior
  • Dão
  • Douro
  • Lissabon
  • Madeira
  • Setubal
  • Tejo
  • Transmontano
  • Vinho Verde (Minho)

De vigtigste vindistrikter

Douro Dalen

Den traditionsrige vinregion, Douro, er beliggende i det nordøstlige Portugal. Den har fået sit navn efter Douro-floden, som strækker sig fra grænsen til Spanien i øst hele vejen tværs over landet til Porto, hvor den løber ud i Atlanterhavet. Områdets bedste vinmarker som Ribera del Duero ligger på de stejle skråninger langs bredden af Douro-floden. Et fantastisk syn som har givet området en plads på Unescos verdensarvsliste. Vinstokkene er plantet i skifer- og granitholdige jorde, der holder på solens varme og er rige på næringsstoffer til vinplanterne. Den eneste udfordring for vinbønderne er de tørre sommermåneder, der gør det vanskeligt for vinstokkenes rødder at nå tilstrækkeligt langt ned i jorden til at få vand. Det resulterer i en langsom modningsproces, som dog giver vinstokkene tid til at optage næringsstoffer fra jorden og udvikle endnu mere komplekse smagsnuancer.

Den smukke Duoro-dal i Portugal er på UNESCO's verdensarvsliste.
Douro-dalen blev i 2001 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Verdens bedste region for portvin

Douro er verdensberømt for sin portvin. Besøger du regionen og ønsker at udforske portugisisk portvin, er landsbyen Pinhão i underregionen Cima Corgo et godt sted at starte. Det er her, at nogle af verdens bedste vintage portvine fremstilles. Årgangsportvinene laves på de bedste druer i Douro-dalen, hvor de mest lovende årgange endda udbydes i forsalg som en primeur. Den lagres typisk på fad i 2-3 år, hvorefter den tappes ufiltreret på flaske, mens den stadig har masser af bundfald. Derfor lagres portvinen også minimum 15 år på flaske for at udvikle og balancere sig selv – nogle kan endda ligge i helt op til 50 år. I takt med at vinbøndernes fremstillingsmetoder bliver bedre og, at vejrprognoserne bliver mere præcise, bliver portvinshusene stadig oftere i stand til at levere portvin i vintage-kategorien. En vintage årgang udnævnes dog først, når druerne har den rette kvalitet samt, at der produceres nok af dem. 

Vinho Verde – den grønne vin fra Minho

Vinho Verde er et vinområde helt oppe i det nordvestlige hjørne af Portugal, hvor klimaet er vådere og køligere end i mange andre dele af landet. Direkte oversat betyder Vinho Verde “grøn vin”. Det flugter godt med det faktum, at ca. 85% af regionens samlede produktion er hvidvin. Verde i navnet henviser dog i endnu højere grad til områdets grønne natur, som egentlig bedre kan sammenlignes med Galicien i Spanien frem for andre portugisiske regioner, hvor der er tørrere og varmere. Vinho Verde ligger i Minho-provinsen, som er opkaldt efter floden af samme navn, som deler området mellem Portugal og Spanien. Vinho Verde er dog qua sin dominans og størrelse blevet synonym med hele regionen. Den grønne vin har siden 1984 haft sin egen DOC Vinho Verde appellation i Minho-regionen, som er inddelt i 9 underområder.

Områdets milde klima og store nedbørsmængder danner basis for den lette og elegante stil, som kendetegner Vinho Verde. Det er friske vine, som typisk frigives unge 3-6 måneder efter høsten. Selvom hvidvin klart er den dominerende vintype i området, produceres der også rosévin og rødvin i regionen. Fælles for Vinho Verde vine er deres let perlende karakter og friske syre, som gør dem let tilgængelige. Er du på udkig efter en ny sommervin, er denne portugisiske vintype virkelig noget at gå efter.

Alvarinho i Vinho Verde

Den vigtigste drue i Vinho Verde er Alvarinho, på spansk Albariño. Det er den sværeste drue i området at arbejde med, men samtidig også den, der giver den største belønning. Druen har tyske rødder og minder i sit friske, sprøde udtryk om Riesling. Af en Vinho Verde på Alvarinho kan du forvente tydelige smage af frisk, grøn frugt som grapefrugt og lime. Desuden citron, melon og blomsteragtige noter. Stilen er let og frisk grundet druens høje syreindhold, og den let perlende tekstur gør den perfekt til den milde sommeraften på terrassen.

De danske supermarkeder og vinhandlere udbyder stort set kun de hvide udgaver af Vinho Verde. Der findes dog som nævnt også både rosé og rødvin, som bestemt også fortjener at blive udforsket, skulle du få muligheden på en sommerferie eller via en god vinimportør. Herunder kan du se en liste over de mest almindelige druer i de forskellige typer af Vinho Verde.

Druesorter i Vinho Verde hvidvin

  • Alvarinho
  • Arinto
  • Azal
  • Avesso
  • Loureiro
  • Trajadura

Druesorter i Vinho Verde rødvin

  • Amaral
  • Borraçal
  • Vinhão (også kendt som Sousão)

Druesorter i Vinho Verde rosévin

  • Espadeiro
  • Padeiro
Minho-floden er en vigtig del af portugisisk vinfremstilling
Minho floden i det nordlige Portugal omgivet af områdets grønne natur.

Klassificering af portugisisk vin

I Portugal inddeler man vinene i 3 kvalitetskategorier:

  1. DOC
    DOC er forkortelsen for Denominação de Origem Controlada, som er den højeste kvalitet af portugisisk vin. Det svarer til AOC i Frankrig og DOC i Spanien. Flasker mærket med DOC betyder, at vinen kommer fra et af de i alt 31 DOC-områder. Hvert enkelt område er geografisk afgrænset, og der er strenge regler for tilladte druesorter og høstudbytte.
  2. Vinho Regional
    Portugal er inddelt i 14 regionale vinområder kaldet Vinho Regional. Reglerne for druer og udbytte er ikke lige strenge som i DOC. Dermed ikke sagt at Vinho Regional-vin ikke holder høj kvalitet. Visse kreative producenter af virkelig spændende vin ligger bevidst i denne klassifikation, så de har mere frihed til at skabe vin på druer eller blends, som ikke er tilladt i DOC.
  3. Vinho
    Vinho er den basale klassificering af portugisisk bordvin. Chancerne for at se den på hylderne herhjemme er ualmindeligt små, da vin i denne kategori ikke når eksportmarkederne.

Din annonce her?

Er du forhandler af vin, kan du annoncere på Vinxpert.dk. Kontakt os for nærmere info.

Portugal FAQ

Portugal er kendt for at producere verdens bedste portvin. Denne søde hedvin er populær som dessertvin eller aperitif. Byen Porto i Douro-regionen anses som epicentret for portvin.

Douro-dalen er Portugals bedste vinregion. Området er på UNESCOS verdensarvsliste og betragtes som et af de smukkeste vinområder i verden. Der produceres mange forskellige vine inklusive rød og hvid, men mest kendt er Douro for portvin.

Vinho Verde betyder “grøn vin”. Denne vintype fremstilles i Minho-provinsen i det nordlige Portugal. Vinho Verde er typisk lette og friske vine, som er kendetegnet ved at blive frigivet unge, typisk 3-6 måneder efter høsten.

Madeira og portvin kommer begge fra Portugal, men de to typer af forstærket vin fremstilles forskellige steder i landet og på forskellige druesorter. Under fremstillingen opvarmes Madeira gentagne gange, hvilket er med til at give den brændte undertoner og et utroligt lagringspotentiale på langt over 100 år.

Relaterede artikler

Guide til vegansk vin

Bliv klogere på forskellen mellem vegansk vin og almindelig vin i dette indlæg, der bl.a. også afliver myter om, at vegansk er dyrere og smager dårligere end almindelig vin.

Verdens 10 dyreste vine

Vidste du, at verdens dyreste vin er en champagne med kryptokunst inkluderet i prisen på 2,5 millioner dollars? Se top 10 listen over verdens dyreste vine solgt på auktion samt 3 yderligere gigantiske salg til private investorer. Og ja, Chateau Petrus er selvfølgelig med på listen.

Guide: Den Nye og Den Gamle Verden

Få overblikket over, hvad der gemmer sig bag Den Nye Verden og Den Gamle Verden. Se hvilke lande der hører til i hvilken kategori og lær om forskellene.