I lang tid har Sydafrika kæmpet med et dårligt ry for at producere billig bordvin i for store mængder. Årsagerne skal findes i, at vinlusen Phylloxera og Apartheid-regimets rigiditet førte til overproduktion af druer. Udviklingen er dog især fra starten af det nye årtusinde blevet vendt, og i dag blæser der langt mere positive vinde over den sydafrikanske vinindustri. Nogle af verdens smukkeste vindistrikter ligger i området nær Cape Town, og du får generelt rigtig meget god vin for pengene. Kig mod Chenin Blanc, også kaldet Steen, hvis du vil have et autentisk glas hvidvin fra Sydafrika i hånden. Er du mere til rød, er det landets menneskeskabte drue, Pinotage, du skal prøve af.
Hvad kendetegner Sydafrika som vinland?
Den sydafrikanske vinindustri har rødder tilbage til år 1650, hvor de første vinstokke blev plantet af hollandske nybyggere. På trods af den relativt lange historie, er det dog først i det 21. århundrede, at Sydafrika som vinland er begyndt at realisere sit store potentiale. Tidligere har man haft et ry for at producere kvantitet fremfor kvalitet. En væsentlig årsag hertil er, at man efter et udbrud af vinlusen Phylloxera i 1800-tallet omplantede en stor del af vinmarkerne med druer som Cinsault for at få et højere udbytte af druehøsten. Det førte til massiv overproduktion, og for at begrænse den, oprettede den sydafrikanske regering i 1918 Kooperatieve Wijnbouwers Vereniging van Zuid-Afrika (KWV). Restriktionerne for produktionen betød dog mindre rum for vinavlerne til at udvikle og eksperimentere, hvilket førte til et fortsat fokus på et højt høstudbytte frem for bedre vin.
Fra brandy til innovation
KWV fik stadig mere magt, og for at regulere produktionen indførte man begrænsninger på høstudbyttet og fastsatte minimumspriser for vinen. Tiltaget havde ikke den ønskede effekt på kvaliteten, og som følge heraf begyndte vinmagerne at bruge en del af deres druer til fremstilling af brandy. Nedturen for sydafkansk vin nåede et nyt lavpunkt med handelssanktionerne i 1980’erne, da landets varer blev boykottet på grund af Apartheid. Udviklingen blev først ændret med Nelson Mandelas løsladelse i 1990 og Apartheid’s endeligt. Samme år stiftede man non-profit organisationen Wines of South Africa (WOSA) med formålet at fremme salget af sydafrikansk vin til det internationale marked. Landets eksport åbnede op, og med det fulgte efterspørgslen samt ny viden om vinfremstillingsteknikker og teknologi.
Hovedparten af de sydafrikanske vinmarker ligger i et middelhavsklima med varme somre og kølige vintre. Landet er omgivet af Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, og de fleste vinmarker ligger højst 50 km fra en kystlinje. De fugtige havbriser modererer temperaturen, hvor den kolde Benguelastrøm, der løber fra Antarktis til Afrikas vestkyst i Atlanterhavet, afkøler sommervarmen. I foråret, når vinstokkene blomstrer, hjælper havvindene til at mildne klimaet og reducere risikoen for frost.
Cape Mountains og The Cape Doctor
De store bjergkæder, Cape Mountains, spiller ligeledes en central rolle for forholdene. Mange af vinmarkerne er placeret i dalene for foden af det bjergrige terræn, som i samspil med havbriserne og et varieret terroir giver vinbønderne forskellige mesoklimaer at arbejde i.
Vinregionerne i Cape-området er desuden begunstiget af The Cape Doctor. Det er en tør, kraftig vind, som blæser fra kystområdet i forårs- og sommerperioden. Vinden reducerer risikoen for sygdom i vinstokkene, og den modererer luftfugtigheden til gavn for druerne.
Hvilke vine er Sydafrika særligt kendt for?
Sydafrika fremstiller vin på en række af de bedste, internationale druesorter. Hvor lande som Australien og USA har det største fokus på enkeltdruevin, eksperimenterer Sydafrikas vinproducenter i højere grad med blends. Og det er faktisk både røde, hvide og en kombination heraf.
Kig mod de sydafrikanske blends
Sammenlignet med Old World lande har de sydafrikanske vinbønder mere kunstnerisk frihed. De er ikke bundet af samme stramme lovgivning, og givet landets varierede geografi og terroir har producenterne et stort frirum til udvikling. Dette har kastet en række spændende blandingsvine af sig som:
Bordeaux blends på Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Malbec
Cape blends på Pinotage, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah
Rød-hvid blend på Syrah og Viognier
Hvide blends på Chenin Blanc, Viognier, Chardonnay og Clairette Blanc
Udover blends er Sydafrika især kendt for følgende 3 varietalvine, hvor en enkelt druesort udgør langt størstedelen af vinen: Cabernet Sauvignon, Pinotage og Chenin Blanc.
Cabernet Sauvignon
Er du på udkig efter en rødvin til stegen eller bøffen lørdag aften, er en sydafrikansk Cabernet Sauvignon skræddersyet til formålet. Stilen er fyldig og saftig med en smagsprofil domineret af sorte bær som solbær og brombær. Derudover kan du også finde noter af eg, vanilje og læder, ligesom det også er denne stil, hvor nogle oplever den sagnomspundne tertiære aroma af cigarkasse. Det er tørre vine med masser af syre og tanniner, som hjælper med at rense munden for fedtet i kødet.
Pinotage – den hjemmelavede drue
Her er noget, du ikke får i munden hver dag. Med mindre du går på opdagelse i sydafrikansk rødvin. Sydafrika er nemlig groft sagt det eneste land, du kan få Pinotage fra. Og det er måske ganske naturligt i og med, at druen er opfundet her. Vi har nemlig at gøre med noget så eksklusivt som en druesort fremstillet ved hjælp af kunstig befrugtning. Pinotage så dagens lys i 1925 på universitetet i Stellenbosch, hvor professor Abraham Izak Perold lykkedes med at kombinere Pinot Noir og Cinsault. Målet var at forene Pinot Noirs elegance og frugt med Cinsaults robuste karakter og høje udbytte. Resultatet blev en rødvin med høj intensitet domineret af solbær, hindbær og blommer. I udgaverne, som er produceret på druer fra nogle af Sydafrikas ældste vinstokke, får du tillige krydrede og salte smagsnuancer af tobak, læder og lakrids. Det er spændende vine, som simpelthen bare skal udforskes på et tidspunkt i din rejse rundt blandt verdens vinlande.
Chenin Blanc
Sydafrika er verdens største producent af Chenin Blanc. Vi har her at gøre med en alsidig, grøn druesort, som på disse kanter går under navnet Steen. Stilen varierer fra det tørre og friske til det søde. Givet sit naturligt høje syreindhold er Chenin Blanc en af de hvidvinsdruer med det største lagringspotentiale, hvorfor du også finder glimrende udgaver lagret på egetræsfade. I Sydafrika bruges nogle af druerne stadig til brandy, mens andre benyttes i mousserende vin. Det er dog især den fyldige, frugtige og komplekse hvidvin, som sydafrikansk Chenin Blanc står for. Forvent dejlige smagsnoter af pære, æble og kvæde med et strejf af honning og krydderier.
Hvilke druer dyrkes i Sydafrika?
Pinotage, Chenin Blanc og Cabernet Sauvignon er de mest prominente druesorter i Sydafrika. Man er dog også leveringsdygtig i en række andre druetyper. Fordelingen på vinmarkerne er ca. 55/45 i de grønne druers favør. Er du til hvidvin, kan du kigge mod de franske druer Colombard, Sauvignon Blanc og Chardonnay. Du finder også Sémillon og Viognier, som indgår i virkelig spændende blends.
På rødvinsfronten er Syrah blandt de mest plantede sorter. Merlot er også almindelig, hvor den især benyttes i de sydafrikanske Bordeaux-blends sammen med Cabernet Sauvignon. Herunder følger en liste over de mest almindelige druesorter i Sydafrika:
Røde druer
Cabernet Sauvignon
Syrah
Pinotage
Merlot
Malbec
Pinot Noir
Cinsault
Cabernet Franc
Hvide druer
Chenin Blanc (Steen)
Colombard
Sauvignon Blanc
Chardonnay
Sémillon
Riesling
Viognier
Hvilke vinregioner findes i Sydafrika?
Sydafrikas vinregioner er inddelt i geografiske enheder, regioner, distrikter og afdelinger. Der findes 7 geografiske enheder med hver sine regioner, distrikter og afdelinger under sig. Nedenstående liste viser en oversigt over de 7 enheder samt de mest kendte regioner og evt. distrikter i parentes:
Western Cape
Breede River Valley (Breedekloff og Robertson)
Cape South Coast (Overberg, Swellendam, Walker Bay m.fl.)
Coastal Region (Franschhoek, Paarl, Stellenbosch, Swartland, Wellington m.fl.)
Klein Karoo (Calitzdorp, Langeberg-Garcia m.fl.)
Olifants River (Citrusdal Mountain, Citrusdal Valley m.fl.)
Northern Cape
Douglas (Central Orange River m.fl.)
Sutherland-Karoo
Eastern Cape
St. Francis Bay
KwaZulu-Natal
Central Drakensberg
Lions River
Limpopo
Free State
Rietrivier FS
North West
Wine of Origin: Vinlove og klassificering
Inddelingen af Sydafrikas vinområder er baseret på Wine of Origin-systemet, som er den sydafrikanske lovgivning for vin fra 1973. Den er langt fra lige så streng, som man kender fra Frankrig, men den tjener alligevel et formål om oplysning og beskyttelse af producent og forbruger. Wine of Origin-systemet opdeler de sydafrikanske dyrkningsområder i enheder, regioner, distrikter og afdelinger. Ser du forkortelsen W.O. samt et produktionsområde som eksempelvis Stellenbosch på etiketten, er alle druerne i vinen dyrket i det pågældende område. Oprindelsesgarantien omfatter dog ikke regler for tilladte druesorter eller dyrkningsmetoder i den enkelte region.
De vigtigste vindistrikter
Vil du forkæle dig selv eller en du holder af med vin fra Afrika, er Sydafrika stedet at starte. Landet byder på masser af smukke og innovative vinområder som Paarl, Swartland og Constantia. Det mest kendte er dog Stellenbosch, ligesom “Det franske hjørne” i Franshoek også fortjener din opmærksomhed. Alle disse områder er placeret i Coastal Region-området, som er centrum for landets vinproduktion.
Stellenbosch
Stellenbosch er Sydafrikas mest kendte vindistrikt. Området ligger omtrent 40 km fra Cape Town i Western Cape’s Coastal Region, hvor bjerget Simonsberg i nord danner grænsen mod Paarl-distriktet. Mod øst adskiller Hottentot Hollands-bjergkæden Stellenbosch fra Walker Bay. Vi befinder os i et af verdens smukkeste vinområder, hvor naturens kræfter er i perfekt samspil med vinbondens krav til geografi og temperatur. Vinden fra False Bay i syd modererer det ellers varme og tørre klima i Stellenbosch. Brisen opfrisker drueklaserne, som vokser på vinstokke plantet i dale og på skråninger i det varierede landskab. Terroiret er domineret af granit- og sandstensjord med et højt indhold af ler, som bevarer en del af fugten i jorden, så man undgår for meget kunstvanding.
Vinlandskabet i Stellenbosch er omkranset af bjerge, som påvirker områdets klima og terroir.
Stellenbosch Cabernet Sauvignon
Tilsammen skaber variationen i klima og terroir rig mulighed for dyrkning af en række forskellige druesorter og stilarter. Det er dog Cabernet Sauvignon, som Stellenbosch er mest kendt for. Druen bruges både i Bordeaux blends med Merlot og i varietalvine karakteriseret ved en aroma af mørke bær samt en udtalt mineralitet. Sammenlignet med de største Cabernet lande, Frankrig og USA, har sydafrikanske udgaver langt fra samme bevågenhed. Man producerer dog virkelig gode eksemplarer på druen, og selvom det ikke nødvendigvis er billige rødvine, er værdien i en Stellenbosch Cabernet Sauvignon stor sammenlignet med mange andre lande. Internationalt er man da også ved at få øjnene op for stilen, hvilket ikke mindst skyldes den høje kvalitet samt Stellenbosch Cabernet Collective’s arbejde med at udbrede kendskabet til den.
Stellenbosch – Pinotages vugge
Man kan heller ikke nævne Stellenbosch uden at nævne områdets eget barn, Pinotage. Druen blev skabt af professor Abraham Izak Perold fra Stellenbosch University, som lavede en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. Resultatet blev 4 stiklinger plantet i hans baghave, som han efterfølgende glemte alt om. Stiklingerne blev heldigvis opdaget flere år efter, at professoren skiftede bolig i forbindelse med et nyt job, og efterfølgende blev dyrkningen af Pinotage sat i system.
Af en Stellenbosch Pinotage kan du forvente masser af frugtsmag kombineret med krydrede noter. Tænk saftige brombær, blåbær og hindbær. Du kan også finde noter af tobak, ligesom visse udgaver byder på chokolade eller lakrids i bouqueten. Det er generelt en rødvin, som er rig på tanniner og mere krydret i stilen end Pinot Noir.
Franschhoek
Dyrkningen af vinstokke i Franschhoek går helt tilbage til 1688, hvor man producerede vin på fremstillingsteknikker fra de franske huguenotter. Den franske indflydelse på området er i det hele taget markant. Selve navnet Franschoek er hollandsk for “fransk hjørne”. Mange af vingårdene har franskklingende navne, og byerne er præget af fransk arkitektur.
I dag er området et af Sydafrikas mest eksklusive vindistrikter. Beliggende i en af Western Cape’s smukkeste dale er Franschhoek omgivet af betagende bjergsider og er et populært turistmål for vinelskere. Indtil for relativt nylig hørte Franschhoek under Paarl-distriktet, men i 2010 blev man officielt anerkendt som sit eget distrikt i Wine of Origin-systemet. Denne status gjorde kun eksklusiviteten større for området, som også er hjem for nogle af landets bedste restauranter. Kort sagt er Franschhoek Sydafrikas hovedstad for mad og vin.
Det maleriske dalområde i Franschhoek hvor mange af vingårdene også ligger placeret.
Robust rød og velassorteret hvid
Franschoeks bedste vingårde ligger i dalområdet med store bjerge på 3 af siderne. Området har er varmt kontinentalklima med mange solskinstimer, hvor bjergene hjælper med at moderere temperaturerne og havbriserne fra syd. Topografien giver ideelle betingelser for vindyrkning. Særligt kendt er man for kraftfulde rødvine på Shiraz og Cabernet Sauvignon.
Vender man blikket mod de bedste Franschhoek hvidvine, er områdets variation og kvalitet iøjnefaldende. Regionen byder både på cremet, fadlagret Sémillon og elegant, frisk Chardonnay. Er du Sauvignon Blanc-fan, kan du glæde dig til en udpræget krydret, blomsteragtig stil.
Cap Classique
Cap Classique er Sydafrikas svar på champagne. Nogle af de bedste udgaver fremstilles i Franschhoek. Det er en stil af mousserende vin produceret efter den klassiske metode til fremstilling af Champagne. Metoden, som i Sydafrika går under betegnelsen Méthode Cap Classique (MCC), indebærer en anden gæring i flasken, hvor vinmageren tilsætter en smule ekstra gær og sukker. Dette bidrager til en højere alkoholprocent og udviklingen af bobler. Cap Classique er baseret på Chardonnay og Pinot Noir, men alt efter vingårdens stil og terroir benyttes der også druesorter som Pinot Meunier, Chenin Blanc og Sémillon. Derudover finder du også eksempler hvor andre både grønne og blå druer indgår, inklusiv en række mindre kendte, lokale sorter. Hver enkelt område og vinbonde har sin egen blanding og stil, hvorfor du finder et bredt spektrum af Cap Classiques. Lige fra frisk og sprød til kompleks og fyldig.
Din annonce her?
Er du forhandler af vin, kan du annoncere på Vinxpert.dk. Kontakt os for nærmere info.
Sydafrika FAQ
Pinotage er navnet på den menneskeskabte vindrue fra Sydafrika. Den blev opdrættet i Stellenbosch af universitetsprofessoren, Abraham Izak Perold, i 1925.
Pinotage betragtes som Sydafrikas signaturvin. Druen er fremstillet i Sydafrika og produceres næsten kun her.
Coastal Region er det bedste vinområde i Sydafrika. Det omfatter de mest berømte regioner som Stellenbosch, Franschhoek og Paarl.
Chenin Blanc, også kaldet Steen, er den mest populære hvidvinsdrue i Sydafrika.
Få overblikket over, hvad der gemmer sig bag Den Nye Verden og Den Gamle Verden. Se hvilke lande der hører til i hvilken kategori og lær om forskellene.
Portugal drikker mest vin per indbygger, mens USA fører i samlet volumen. Klassiske vinlande dominerer, men globalt forbrug falder markant ifølge OIV’s 2024-data.
Bliv klogere på forskellen mellem vegansk vin og almindelig vin i dette indlæg, der bl.a. også afliver myter om, at vegansk er dyrere og smager dårligere end almindelig vin.
Administrer samtykke til cookies
For at give de bedste oplevelser bruger vi teknologier som cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Samtykke til disse teknologier vil give os mulighed for at behandle data såsom browseradfærd eller unikke id'er på dette websted. Hvis du ikke giver samtykke eller trækker dit samtykke tilbage, kan det påvirke visse funktioner negativt.
Funktionel
Always active
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig for det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller med det ene formål at udføre transmissionen af en kommunikation over et elektronisk kommunikationsnetværk.
Preferences
The technical storage or access is necessary for the legitimate purpose of storing preferences that are not requested by the subscriber or user.
Statistikker
The technical storage or access that is used exclusively for statistical purposes.Den tekniske opbevaring eller adgang, der udelukkende bruges til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart, kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Markedsføring
Den tekniske lagring eller adgang er påkrævet for at oprette brugerprofiler til at sende annoncering eller for at spore brugeren på en hjemmeside eller på tværs af flere hjemmesider til lignende markedsføringsformål.