AOC

AOC er en forkortelse for Appellation d’Origine Contrôlée og henviser til de standarder, der er fastsat for vin fremstillet i Frankrig. Gennem strenge krav til blandt andet geografisk område, brug af udvalgte druesorter samt fremstillingsteknikker er AOC-systemet en garanti for vinens kvalitet og oprindelse.

Hvad er AOC?

AOC er det franske klassifikationssystem for vin. Hvert enkelt AOC dækker over et bestemt geografisk område, som er defineret og beskyttet ved lov. Andre områder uden for et bestemt AOC-område må ikke bruge områdets titel. Med andre ord er beliggenhed en helt central faktor. Udover at fungere som en garanti for navn og oprindelse betyder AOC-mærkningen på en flaske vin også, at den er produceret efter visse lokale traditioner.

Hvilke niveauer inddeles fransk vin i?

Fransk vin inddeles i 3 forskellige kvalitetsniveauer fra bund mod top:

  • Vin de France: Den laveste og mindst benyttede kategori. 
  • Vin de Pays: Den midterste kategori, som kan oversættes til landvin.
  • AOC: Alle Grand Cru og Premier Cru vine hører ind under AOC-kategorien.
    • Grand Cru
    • Premier Cru

Tidligere benyttede man også et fjerde kvalitetsniveau, Vin Délimité de Qualité Superieure (VDQS). Kategorien lå lige under AOC, men siden 1985 er niveauet blevet udfaset.

Udover AOCs oprindelses- og kvalitetsgaranti for en vin, findes der også systemer til at vurdere kvaliteten af den vin, som de enkelte vingårde i et område producerer. Det måske mest kendte af disse klassifikationssystemer er Bordeaux’ Grand Cru Classé, som inddeler de bedste vine fra området i 5 kategorier.

AOC-områder i bred og smal forstand

AOC refererer altså både til den franske lovgivning om vin og den højeste kvalitetskategori af vin i landet. Og som om det ikke er nok, kan et AOC-område også have forskellige inddelinger i bred og smal forstand, som henviser til områdets beliggenhed og kvalitet.

  • Region: Den bredeste betydning af AOC. Det kan eksempelvis være regionerne Bourgogne eller Cotes du Rhone. 
  • Underregion: En underregion kan være kendt for en særlig vin eller terroir. Bliver vi eksempelvis i regionen Cotes du Rhone, finder du blandt andet Provence i det sydlige Rhone.
  • Commune/Village: I Provence ligger byen Châteauneuf-du-Pape, som er berømt for sit ideelle terroir til Grenache.
  • Speciel klassificering: Et AOC-område kan endda specificeres endnu mere ved hjælp af betegnelsen Cru, som kan tildeles helt ned på en enkelt vingård eller en gruppe af vingårde. Cru anvendes i denne henseende til at beskrive en bestemt kvalitet.

Hvilke krav skal et AOC-område opfylde?

For at en producent har lov til at bruge en bestemt appellation til sin vin, eksempelvis Champagne eller Sancerre, kræver det, at man opfylder reglerne for AOC. Reglerne, som et bestemt AOC-område skal opfylde, omfatter følgende:

  • Terroir 
  • Druesorter 
  • Produktionsstil 
  • Vinmarkernes geografiske placering 
  • Maksimalt udbytte af høst fra et bestemt jordlod 
  • Minimum lagringstid 
  • Minimum alkoholniveau

Hvornår blev AOC-systemet oprettet?

AOC-systemet blev oprettet i 1935. Det blev indført af repræsentanter for regeringen og de største vinproducenter gennem komitéen Comité National des appellations d’origine (CNAO)  til at administrere AOC-processen. Foruden vin er kontrolsystemet siden 1990 også brugt til klassificering af landbrugsprodukter som ost og kød. 

Den franske lovgivning er blandt verdens ældste og strengeste systemer til regulering af kvaliteten af vin. De fleste andre vinlandes love er bygget på AOC-systemet.

Hvad er forskellen på AOC og AOP?

Forskellen på AOC (Appellation d’Origine Contrôlée) og AOP (Appellation d’origine Protégée) er, at AOC er den franske betegnelse, mens AOP er den europæiske ditto. Begge systemer refererer til et regelsæt, som vinen skal overholde for at blive mærket efter en bestemt appellation som for eksempel Bordeaux. 

Det europæiske kvalitetssystem, AOP, stammer fra et EU initiativ i 1992. Initiativet var baseret på det franske AOC-system til klassifikation af landbrugsprodukter. Først i 2009 blev vin og spiritus indlemmet i AOP-systemet.

Fordele og ulemper ved AOC-systemet

AOC-systemet er til stadighed genstand for stor debat. Overordnet set er der enighed om, at man hellere vil have systemet end at undvære det. AOC giver nemlig forbrugerne en tryghed for, at den vin, de køber, lever op til standarder for kvalitet og oprindelse. Og for vinproducenterne har det den store fordel, at det bliver nemmere at komme svindel til livs.

Kritikere af AOC påpeger dog flere svagheder ved systemet. Nogle vinbønder er stærkt utilfredse med opdelingen af appellationer, hvis deres egen mark med samme kvalitet af vinstokke og jordbund ligger lige uden for en eftertragtet appellation. Andre kritiserer AOC for i højere grad at være et markedsføringsværktøj for udvalgte områder frem for en egentlig garanti for vinens kvalitet.  

Visse vinbønder raser desuden mod de strenge regler, som binder dem til produktion på bestemte druetyper. Dermed indskrænkes den kunstneriske frihed og muligheden for at eksperimentere og udvikle vinen. Dette argument er dog et tveægget sværd, da tradition, fremstillingsmetode og druesorter samtidig er noget af det, der gør fransk vin så berømt. 

Fremtidens største udfordring for de franske vinbønder skal måske i højere grad findes i klimaforandringer, som ændrer betingelserne for vindyrkning i landet. De varmere forhold passer andre druesorter bedre end de nuværende, hvorfor det ikke er utænkeligt, at AOC-reglerne på et tidspunkt bliver genstand for tvungne ændringer tilpasset de varmere klimaforhold.


Ofte stillede spørgsmål

Der findes over 350 AOC-områder i Frankrig.

AOC og AOP er begge to kontrolsystemer til klassificering af vin. Forskellen på dem er bare, at AOC er Frankrigs nationale system, mens AOP er EU’s system.


Relaterede ord

Sødme

Sødme i vin primært stammer fra druernes naturlige sukkerindhold. Sukkeret forbliver i vinen som restsukker…


 Relaterede artikler


Del Denne side: