Det franske ord “cru” betyder vækst eller vinmark. Det henviser til et bestemt dyrkningsområde eller vingård med særlige dyrkningsforhold. Begrebet omhandler en vingårds potentiale for at producere god vin, men skal dog ikke ses som en kvalitetsgaranti for den færdige vin. En væsentlig pointe omkring begrebet cru er, at det har en forskellig betydning afhængig af hvilken vinregion, man befinder sig i. Cru skal derfor altid forstås i en kontekst.
Hvad betyder begrebet Cru?
Cru bruges først og fremmest i Frankrig til at angive de bedste vingårde i området. Udtrykket benyttes ofte sammen med terroir til at beskrive, hvad der skiller en vingårds specielle dyrkningsforhold og kvalitet ud fra andre. Forhold som jordbund, klima, højde og druesort bidrager alle til at skabe de unikke forhold, som tilsammen kan kategoriseres som en cru.
Hvordan påvirker Cru vinens kvalitet?
Cru-klassifikationerne er en indikator for kvaliteten af en vingård. For eksempel vil en Grand Cru-vin typisk være dyrere og anses for at være af højere kvalitet end en vin uden Cru-klassifikation. Klassifikationerne er dog ikke en garanti for selve vinens kvalitet. Begrebet Cru skal derfor mere ses som en vingårds potentiale for at producere stor vin, frem for per automatik at klassificere vinen som værende af høj kvalitet blot fordi den kommer fra en given vingård.
Klassificering af Cru-vine i Frankrig
Begrebet Cru bruges forskelligt i de enkelte vinregioner, og hver region har ofte sit eget klassifikationssystem for at angive vinslottets eller vinmarkens kvalitet og prestige. Cru har således forskellige betydninger alt efter hvilken region, man befinder sig i. Nedenfor finder du en oversigt over de mest kendte klassifikationer opdelt efter region:
Bordeaux
Bordeaux har flere officielle Cru-klassifikationer, hvoraf den mest kendte, Grand Cru Classé, stammer helt tilbage fra 1855. Klassificeringerne i Bordeaux knytter sig til selve vinslottet, men ikke vinmarkernes præcise geografiske placering. Cru-klassifikationerne i Bordeaux omfatter:
- Grand Cru Classé (1855-klassifikationen): inddeler rødvinene i 5 kategorier (1. cru-5. cru) og de søde vine i 3 kategorier (Premier Cru Supérieur, Premiers Crus og Deuxièmes Crus).
- Saint-Émilion Grand Cru Classé: opdateres cirka hvert 10. år:
- Premier Grand Cru Classé A og B
- Grand Cru Classé
- NB: “Saint-Émilion Grand Cru” uden Classé er blot en appellation og ikke en egentlig klassifikation.
- Graves Cru Classé: Som noget unikt for Bordeaux omfatter denne klassificering både rødvin og hvidvin. Den dækker få, men meget anerkendte slotte som Château Haut-Brion.
- Cru Bourgeois: dækker slotte i Médoc, der ikke blev klassificeret i 1855, men som stadig producerer kvalitetsvin.
- Cru Artisan: en nyere klassifikation for mindre, uafhængige producenter i Médoc.
Bourgogne
I Bourgogne er klassifikationerne baseret på vinmarker snarere end slotte eller producenter:
- Grand Cru – de absolut bedste og mest prestigefyldte marker (fx Romanée-Conti).
- Premier Cru – marker af meget høj kvalitet, men lige under Grand Cru.
- Øvrige marker klassificeres blot som Village eller Regional.
Champagne
Champagne bruger et unikt system, der vurderer hele landsbyer og deres druekvalitet:
- Grand Cru – landsbyer vurderet til 100 % på skalaen (17 i alt).
- Premier Cru – 90–99 % (ca. 44 landsbyer).
- Systemet påvirker priserne, som drueavlere kan tage for deres druer.
Alsace
I Alsace bruges Grand Cru til særligt udvalgte vinmarker:
- Alsace Grand Cru – 51 marker er klassificeret og må kun anvendes til bestemte druesorter (Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewürztraminer).
- Ofte vine med lang holdbarhed og stor aromatisk dybde.
Loire
I nogle appellationer i Loire (fx Savennières) bruges Clos eller enkelte marker til at fremhæve særstatus, men der er ingen officiel Cru-klassifikation som i Bourgogne.

Forskellen på Cru i Bordeaux og Bourgogne
Man kan hurtigt komme til at forveksle brugen af Cru i henholdsvis Bordeaux og Bourgogne. For selvom man i begge regioner anvender Cru-begrebet som et udtryk for kvalitet, er der grundlæggende på, hvordan kvaliteten knyttes til begrebet.
I Bordeaux er Cru-klassifikationerne typisk knyttet til selve ejendommen eller slottet (château), uanset hvor druerne præcist dyrkes. Det betyder, at navnet og renomméet på et slot som for eksempel Château Margaux er det centrale – ikke nødvendigvis vinmarkens nøjagtige placering.
I Bourgogne derimod er Cru direkte knyttet til den specifikke vinmark og dets terroir. Her er det jorden og placeringen – ikke producenten – der bestemmer kvaliteten. En mark som Clos de Vougeot kan have mange forskellige producenter, men bærer stadig status som Grand Cru, fordi det er markens unikke forhold, der vurderes.
Bruges Cru også uden for Frankrig?
Foruden i Frankrig kan du kan også støde på begrebet i andre vinlande, hvor det dog visse steder bredes ud til også at omhandle faktorer som vinens lagringstid. Herunder følger de lande udover Frankrig, hvor du oftest støder på brugen af Cru:
- Tyskland: Her anvender det prestigefyldte VDP-forbund klassifikationer som Erste Lage (første mark) og Grosse Lage (stor mark) til at identificere de bedste vinmarker. Det minder meget om de franske Premier Cru og Grand Cru og er især udbredt i Riesling-producerende områder som Mosel og Rheingau.
- Italien: Der findes ikke en officiel cru-klassifikation på nationalt niveau, men mange producenter i især Piemonte og Toscana benytter betegnelser som vigna (enkeltmark) eller cru i markedsføringen for at fremhæve bestemte marker med et særligt godt ry og et unikt terroir.
- Schweiz: Visse kantoner, særligt i de fransktalende områder som Valais og Vaud, anvender lokale klassifikationer eller angivelser, der fungerer på samme måde som cru-tanken, selvom det ikke er nationalt standardiseret.
- Spanien: Vigtige regioner som Rioja og Priorat har indført klassifikationer som Viñedo Singular og Gran Vinya Classificada, som anerkender særligt fremtrædende vinmarker. Det svarer til et cru-niveau og signalerer et særligt terroir og høj kvalitet.
Ofte stillede spørgsmål
Relaterede ord
Cru Classé de Graves
Cru Classé…
Årgangsvin
En årgangsvin er produceret udelukkende af druer høstet samme år. Dermed er den et udtryk…
Fermentering
Ordet fermentering stammer fra latin og betyder “at bringe til gære”. Inden for fremstilling af…
Relaterede artikler
Verdens 10 dyreste vine
Guide til orangevin
Vin uden alkohol: Drik uden promille
Del Denne side:


