Aroma

Aroma er den samlede betegnelse for vinens duftprofil, også kaldet vinens næse. Aromaen påvirkes både af de druer, vinen er lavet på, samt producentens fremstillingsmetode og lagringstid.

Hvad er vinens aroma?

En vins aroma er det samlede duftindtryk, når man snuser til vinen i glasset. Den er en central del af at fastslå vinens stil og kompleksitet og dermed afgørende for oplevelsen af vinen. Duftindtrykkene består af en række flygtige forbindelser af aromatiske molekyler. Forbindelserne kan være både lange og komplekse, hvorfor vi forbinder deres aromaer med dufte, som vi allerede kender. Det er på den baggrund, at man snakker om aromatiske indtryk som citrus, blomster og svampe. 

Det kræver øvelse at skelne mellem de mange forskellige aromaer i henholdsvis rødvin, hvidvin og rosévin. Dels skal man træne sin næse i at opfange duftene, dels skal man kunne skelne næsens indtryk fra smagen i ganen, så man ikke forveksler de to sanser. Fra naturens hånd kan man have forskellige forudsætninger for at identificere vinens aroma, men øver man sig i det, bliver indtrykkene med tiden mere raffinerede og præcise. 

Hvilke former for aroma kan en vin have?

Ved en vinsmagning deler man typisk vinens aroma op i 3 forskellige kategorier:

  • Primære aromaer er vinens frugt- og blomsteragtige dufte fra de druetyper, som vinen er fremstillet på. Eksempler på primære dufte er æble, kirsebær og hyldeblomst. 
  • Sekundære aromaer kommer primært fra fermentering af vinen under fremstillingsprocessen. Eksempler på sekundære dufte er vanilje og røg fra egetræsfade eller nødde- og smøragtige aromaer som følge af malolaktisk gæring.
  • Tertiære aromaer udvikler sig over tid, når vinen for eksempel lagres på egetræsfad eller på flaske. Eksempler på tertiære dufte er en bouquet af chokolade, kaffe eller trøffel.

Er der forskel på aroma og bouquet?

Aromaen nævnes ofte i sammenhæng med vinens bouquet, men selvom de er nært beslægtede, er de to begreber ikke det samme. Aromaen stammer fra druerne, mens bouqueten udvikler sig over tid i lagringsprocessen. Dermed beskriver vineksperter henholdsvis de primære aromaer, når de taler om vinens aroma og de tertiære aromaer, når de taler om vinens bouquet. Der er uenighed om, hvorvidt de sekundære aromaer udviklet i løbet af alkoholisk gæring hører under vinens aroma eller bouquet.   

Sæt ord på vinens dufte med Aromahjulet

Hvis du vil have inspiration til at beskrive den vin, du drikker, kan du overveje at bruge Aromahjulet (på engelsk Wine Aroma Wheel). Det er et værktøj, der hjælper med at kategorisere vinens aromaer eller smage. Hjulet inddeler processen med at finde frem til vinens duftindtryk i 3 kategorier, hvor du arbejder dig fra et generelt niveau hen imod en præcis angivelse af aromaen. I aromahjulets første kategori skal du placere vinens duft i en overordnet gruppe som frugt, blomster eller urter. Hvis du eksempelvis har opfanget en aroma af frugt, skal du i næste kategori gå et stik dybere og angive hvilken frugtkategori, vinen har. Det kan for eksempel være bær. I sidste kategori skal du forsøge at angive vinens konkrete bæraroma som eksempelvis hindbær, jordbær eller brombær. 

Aromahjulet blev skabt i 1984 af professor i ønologi, Ann C. Noble, fra Davis universitet i Californien. Igennem en lang årrække har det bidraget til at give vinentusiaster et mere præcist og veludviklet sprog for duft og smag af vin. Hjælpemidlet er i dag tilgængeligt på engelsk, fransk, italiensk, spansk, portugisisk, dansk, norsk og svensk.

Ofte stillede spørgsmål

Ordet aroma kommer fra græsk og betyder krydderi.

Vinens aroma inddeles i primære, sekundære og tertiære aromaer.

Ja, vinens aroma og næse er det samme.

Aromahjulet er et effektivt værktøj, som hjælper vinentusiasten med at sætte ord på vinens aroma og smag. Det blev opfundet i 1984 af den amerikanske professor, Ann C. Noble, fra Davis universitet i Californien.


Relaterede ord

Hvidvin

Hvidvin er en af vinens store hovedtyper og findes i et væld af forskellige stilarter…

Champagne

Champagne er en mousserende vin, der stammer fra Champagne-distriktet i Frankrig. Kendt for sine fine…

Gæring

Gæring er en essentiel del af vinfremstillingsprocessen, hvor sukker i druerne omdannes til alkohol ved…


 Relaterede artikler


Del denne side: